Roreglement for Roklubben Øresund

28. februar 2020

§ 1. Roning

 

  1. Roningen foregår under bestyrelsens tilsyn i henhold til DFfR’s reglement. Medlemmerne skal rette sig efter enhver bestemmelse, som bestyrelsen måtte træffe angående ordenens opretholdelse.
  2. Der er adgang til roning året rundt. Hele mandskabet skal være iført redningsveste, når vandtemperaturen er 10 grader celcius eller derunder 1 meter nede. Se dog § 2 vedr. vinterroning. Sculler sæsonen starter, når vandtemperaturen er 12 grader celsius 1 meter nede. Undtaget herfor er trimsculleren og gigbåden, som må roes hele sommersæsonen.
  3. Brug af coastal både sidestilles med benyttelse af inrigger materiel. Etteren i båden er ansvarlig styrmand. Ved langtur i coastal båd skal turen og mandskabet godkendes af rochefen eller i dennes fravær af bestyrelsen.
  4. Det lokale rofarvand strækker sig fra Benzinøens sydlige mole (Røret) i nord og til Dragør Søbad i syd. Alle ture herudover regnes for langture. Sculler/gig roning må kun ske inden for lokalfarvandet så tæt på kysten som muligt. Sculler roning højst 200 meter fra land.
  5.  Kun de medlemmer, der af bestyrelsen er tildelt lokalstyrmandsret (se endvidere under § 3 rettigheder), er berettiget til at styre klubbens både. Bestyrelsen kan dog undtagelsesvis give medlemmer uden styrmandsret tilladelse til at styre klubbens både på kortere ture ifølge med anden inrigger. Ligeledes kan bestyrelsen undtagelsesvis bemyndige en lokalstyrmand til at være langtursstyrmand i et nærmere specificeret farvand udenfor klubbens lokalfarvand.
  6. Nye roere frigives efter endt instruktion og aflagt svømmeprøve på 300 meter eller dokumentation for samme.
  7. Ingen båd må gå ud uden at den er fuldt bemandet. Passagerer må ikke medtages i bådene. Undtaget er  miniroere iført egen redningsvest. Ting, der ikke hører til bådens og holdets udrustning må ikke medtages. Det til en båd hørende materiel må ikke uden bestyrelsens tilladelse overflyttes til en anden båd. Der skal medbringes redningsveste, øsekar, bådshage og kasteline på alle ture i inrigger. Inrigger skal inden for lokalfarvandet føre klubbens stander og ved langture endvidere DFfR’s splitflag.
  8. Miniroere kan om sommeren deltage på roture i lokalfarvandet, såfremt holdet er indforstået hermed. Miniroere skal være iført egen redningsvest.
  9. Styrmanden skal forvisse sig om at alle roere er frigivet. Styrmanden noterer følgende i den elektroniske rojournalen, før holdet går ud.:
    • Bådens navn.
    • Besætningens navne (sit eget navn som cox)
    • Turens mål.
    • Dato og afgangstidspunkt, samt ved langture forventet hjemkomst.
    • Efter hjemkomsten noteres tidspunktet og antal roede kilometer.
    • Turen afsluttes i rojournalen.
  10. Efter benyttelsen af en båd påhviler det roerne under styrmandens ledelse og ansvar at spule og rengøre båden samt at sørge for, at det benyttede materiel stilles på plads. Intet materiel må henstå på slæbestedet, eller foran klubben, men skal straks efter benyttelsen bringes på plads i bådehallen. Uanset hvor man har taget en båd, skal båden ved hjemkomsten anbringes på den øverste ledige hylde, således at sidst ankomne blot kan køre båden på plads. Sidste båd ind sikrer, at alt materiel er plads i bådehallen og lukker portene.
     
  11. Styrmanden har kommandoen over holdet, og bærer ansvaret for at båden behandles på den omhyggeligste måde. Skulle båden eller løsøret lide overlast, skal styrmanden og mandskabet så vidt muligt udbedre skaden og give besked til materialeforvalteren, eller et bestyrelsesmedlem i dennes fravær, samt indføre skaden i ankeprotokollen og evt. påføre båden en notits om, at den er ude af drift. 
  12. Et hvert medlem er pligtig til at erstatte den skade, han eller hun har påført en båd, årer eller andet løsøre, samt hus og inventar, hvis dette sker ved grov uagtsomhed eller overtrædelse af reglementer og bestemmelser, alt efter bestyrelsens skøn. 
  13. Badning fra klubbens både samt i havnebassinet er ikke tilladt. 
  14. Ingen må gå i bådene iført uhensigtsmæssigt fodtøj. 
  15. Ved langture udover 1 døgns varighed skal turen og mandskabet godkendes af rochefen eller i dennes fravær af bestyrelsen. Reservation af både til ferieture skal ske til bestyrelsen mindst 1 uge før turens start. 
  16. Træningsholdene sammensættes af rochefen (eller kapronings chefen, såfremt rochefen har udpeget en sådan) som udtager kapronings holdene. Bestyrelsen bestemmer, hvilke løb klubben starter i. 
  17. De trænede roere og styrmænd må rette sig efter rochefens (kapronings chefens) instrukser, og kan efter dennes skøn erstattes af andre.
     

§ 2 Vinterroning

(roning i tiden mellem standerstrygning og standerhejsning) 

  1. Frigivne roere, der ønsker at deltage i vinterroning, skal have bestyrelsens tilladelse, som gives for en sæson ad gangen. Medlemmer under 18 år skal tillige have forældres eller værges skriftlige tilladelse. Der kræves vinterronings tilladelse for at gæstero i andre klubber i Roklubben Øresunds vinterronings periode. 

  2. Styrmanden skal være seniorroer.
  3. Der må kun roes i lokalfarvandet og maksimalt 150 meter fra kysten. Det er ikke tilladt at ro til Ndr. Røse fyr. Bestyrelsen kan dog give dispensation. Den skal gives i hvert enkelt tilfælde.
  4. Der må roes i tidsrummet fra ½ time efter solopgang og til ½ før solnedgang, når vejrforholdene tillader det.
  5. Der må kun roes i både, der er anvist af bestyrelsen. Der må ikke roes i outrigger- eller gig materiel.
  6. Hele mandskabet skal være iført redningsveste.
  7. Overtrædelse af dette reglement medfører øjeblikkelig inddragelse af tilladelsen, og vil i øvrigt blive behandlet i overensstemmelse med Roklubben Øresunds love og reglementer.

 

§ 3 Rettigheder 

  1. Alle rettigheder tildeles af bestyrelsen efter dennes suveræne skøn over ansøgerens kvalifikationer, og erhverves således ikke automatisk ved opfyldelse af nævnte krav. Bestyrelsen kan uden varsel tilbagekalde de tildelte rettigheder.

  2. Kun de medlemmer, der er tildelt styrmandsret, er berettiget til at føre klubbens både.
  3. Lokalstyrmandsret kan erhverves efter gennemgået lokalstyrmandskursus og bestået praktisk prøve. Lokalstyrmænd har ret til at føre både i loklalfarvandet.
  4. Langtursstyrmandsret kan erhverves af lokalstyrmænd, som har gennemgået et langturstyrmandskursus. Ansøgeren skal have den ifølge DFfR`s regler forlangte alder. Ansøgeren skal have deltaget i en eller flere langture. Endvidere bør ansøgeren have aflagt prøve i at svømme mellem to åre og iføre sig redningsvest i vandet.
  5. Scullerret for seniorer (Scullerret for ungdomsroer, se under tillæg for ungdomsroer) kan opnås af roer med lokalstyrmandsret efter gennemført instruktion og entringsprøve samt frigivelse i singlesculler. 
  6. Roning i Coastal både kræver, at minimum én roer har erfaring med at ro med to årer.

 

§ 4 Generelle bestemmelser 

  1. Bestyrelsen fører kartotek over de aktive medlemmer med angivelse af medlemmers dokumentation af svømmefærdigheder og evt. styrmandsret m.m.
  2. Det påhviler alle medlemmer at deltage i den årlige klargøring af bådmateriellet samt den årlige forårsrengøring.
  3. Det er et hvert medlems pligt at repræsentere klubben indadtil og udadtil på en værdig måde.
  4. Overtrædelse af klubbens love og regler kan medføre karantæne eller eksklusion.
  5. Kun bestyrelsen kan dispensere fra roreglementet.

 

Tillæg

For ungdomsafdelingen gælder i tillæg følgende regler.:  

  1. Ved indmeldelse skal hjemmets skriftlige tilladelse forevises. 
  1. Roning foregår efter ungdomslederens tilsyn i henhold til DFfR`s og klubbens reglement. 
  1. Modne og ansvarsbeviste ungdomsroere kan tildeles lokalstyrmandsret efter samme regler som seniorer, dog tidligst efter det fyldte 15. år. 
  1. Ungdomslederen har ansvaret for og træffer alle beslutninger vedrørende de unges roning.  
  1. Modne og ansvarsbeviste ungdomsroere under 15 år kan af bestyrelsen tildeles en begrænset scullerret efter nedennævnte regler ( forudsat forældres eller værges skriftlige tilladelse foreligger )
    • Have gennemgået instruktion.
    • Roning må kun ske på en ungdomsaften og ikke i mørke. Turen skal dog altid være afsluttet inden kl. 20.00.
    • Turen skal aftales med ungdomslederen, og kræver dennes tilstedeværelse i klubben eller på vandet.